23948sdkhjf

Skolelærere tilbage på bænken

Plastgenanvendelsesvirksomhed sendte en gruppe fysik- og kemilærer på skolebænken en hel dag i plastens navn.

38 fysik- og kemilærere fra Mariagerfjord Kommunes folke- fri- og efterskoler skulle en dag i september om på den anden side af kateteret for at lære om plastgenanvendelse på allernærmeste hold.

Her fik de bogstaveligt fingrene ned i plasten med den såkaldte Plast Lab kasse, som er et forsøgskit rettet mod folkeskolens ældste klasser.

- Plastdebatten har et kæmpe fokus lige i øjeblikket, og vi er i kommunen heldige at have to store trendsættere inden for plastbranchen, så vi har gode muligheder for at bygge bro mellem det lokale erhvervsliv og skolerne, siger Peter Gravlev Bertelsen, der er erhvervsplaymaker i Mariagerfjord Kommune.

Lokal fordel

Han henviser til genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S og legetøjsproducenten Dantoy, der begge bød lærerne indenfor på dagen for at sætte fokus på plastens livscyklus.

- Der ligger en åbenlys fordel i at have disse virksomheder indenfor rækkevidde. Lærerne kan med egne øjne se, hvordan materialet skal bearbejdes for at lave legetøj, med alle de krav der er til det nu om dage, samt hvordan plasten efter brug kan oparbejdes til ny ressource. Det skulle gerne gøre dem i stand til at give deres elever et mere nuanceret billede af plastens univers, siger Peter Gravlev Bertelsen.

Industrien er ikke ond

Formålet med dagen var at kombinere de naturvidenskabelige skolefag med et velkendt materiale som plast, som man som menig forbruger omgiver sig med hver eneste dag, forklarer Peter Gravlev Bertelsen. Ved at gøre undervisningen konkret i form af Plast Lab kassen og virksomhedsbesøgene håber han, at lærerne kan tage konkrete erfaringer med sig hjem til klasselokalerne.

På den måde håber han, at både elever og lærere får mere kendskab til materialet, dets egenskaber og livscyklus, samt hvordan produktionsvirksomheder håndterer plasten i det daglige.

- I den verserende debat om plast er det vigtigt at vise elever og lærere, at plastindustrien ikke er ond. Det er et materiale, der kan rigtig meget og skaber rigtig mange arbejdspladser, og det er vigtigt, at eleverne får en nuanceret forståelse af branchen og plastmaterialernes levetid, siger Peter Gravlev Bertelsen.

Bruges i undervisningen

Nu har lærerne haft Plast-Lab kassen i hænderne, og nu skal den viden kanaliseres videre til skoleeleverne.

- En af pointerne er netop at få en faglig fysik-kemi tilgang på et materiale som plast, som er overalt i vores samfund. Kassen indeholder syv forskellige plasttyper, så man kan blive klogere på, hvilke egenskaber de har hver for sig, og hvordan man med mærkning skelner dem fra hinanden, siger Peter Gravlev Bertelsen.

Samtidig ligger der også en aktuel samfundsvinkel i den cirkulære økonomi, der også er repræsenteret i Plast Lab kassen. Blandt andet er der læring om de forskellige mærkninger af plasttyperne, hvordan de er sat sammen, deres genanvendelighed med mere.

Kassen er støttet op af et online undervisningsundervers, der giver guide til forsøg, der kan laves i fysik- og kemilokalet.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081