Plast er kostbart skrot
Den er ikke ret stor, kanalen ind fra Odense Havn. Faktisk er den så snæver, at det kun er mindre fragtbåde, der kan navigere gennem den strømlinede rute.
Men det kan ”Ann Rousing”.
En blå, højteknologisk coaster, der er sejlet ind for at hente jern- og metal-skrot, der skal fragtes fra HJ Hansens nedbrydningsanlæg i Havnegade 110 til Lindø Port of Odense.
Havnevirksomheden HJ Hansen handler nemlig med skrot. Og for at nå kunder over hele verden på en kosteffektiv måde, shippes skrotjernet med skib, blandt andet til Tyrkiet og udvalgte steder i Asien.
Selvom jern og metal hører til ét af HJ Hansens kerneområder, så er skrot af plast et fremadstormende restprodukt ved havnekajen i Odense.
Ann Rousing har lagt til kaj en tidlig tirsdag morgen klods op ad skrotbunkerne hos HJ Hansen, der har til huse helt ud til havnekanalen.
Målet er at få skibet fyldt op med tonsvis af skrot, som HJ Hansens kæmpestore shredder - også kaldet ”persillehakkeren” - i løbet af dagen har kværnet og sorteret.
Fragtes til smelteværk
Persillehakkeren arbejder på højtryk på at sortere affaldet i fraktioner. Store magneter i hakkeren hiver jern og metal ud af ligningen, men plasten falder til bunds.
Herefter fragtes plasten over i et kæmpe badekar, hvor det tunge plast falder til bunds og det lette flyver oven vande. Og sortering af fraktioner kan ske igen ...
Hvert år leverer HJ Hansen i alt ca. 30.000 ton ressourceaffald til cementfabrikken Aalborg Portland og til Fjernvarme Fyn, der bruger affaldet på deres forbrændingsanlæg.
Derudover kommer de tonsvis af skrot, der sælges til udlandet. Salg til udlandet hober sig i alt op i 600.000 tons på årsbasis.
Det er HJ Hansens direktør og kommercielle direktør, der sørger for at sælge den værdifulde skrot til de bedste priser på det globale marked.