23948sdkhjf

Lars Rasmussen stopper som direktør i Coloplast

Overdrager posten 4. december. Afløseren er allerede udpeget.

Lars Rasmussen stopper som direktør i Coloplast efter ti år i spidsen for selskabet. 

Afløseren er Kristian Villumsen, der i forvejen sidder i direktionen. 

Det oplyser Coloplast, der har en milliardforretning på at sælge produkter som stomiposer og katetre. 

Den 59-årige Lars Rasmussen stopper dog ikke hos Coloplast. Han skal fremover være formand for bestyrelsen.

Her afløser han Michael Pram Rasmussen, der samtidig træder ud efter 12 år på posten. 

Siden Lars Rasmussen blev øverste direktør for Coloplast i oktober 2008, er selskabet vokset markant. 

Salget var på 8,5 milliarder kroner i det år, hvor han tiltrådte. Det er steget til 16,4 milliarder kroner i det netop overståede regnskabsår, hvorfra resultaterne også er offentliggjort torsdag. 

Det seneste år har Coloplast haft fremgang i store dele af verden. I kroner og øre er den største del af væksten kommet fra Europa. 

Overskuddet er med Lars Rasmussen ved roret på ti år steget fra 0,7 milliarder kroner til 3,8 milliarder kroner.

Aktiekursen er gået samme vej. Fra at koste omkring 80 kroner i 2008 står en aktie torsdag i 575 kroner.

- Det har været en stor glæde at arbejde i Coloplast i mere end 30 år og at have haft rollen som administrerende direktør i en periode, hvor vi har haft mulighed for at skabe et af verdens bedst indtjenende medicoselskaber, siger Lars Rasmussen i en meddelelse. 

Han giver stafetten videre 4. december til 47-årige Kristian Villumsen. Han har været i Coloplast siden 2008 og en del af direktionen siden 2014. 

- Med Kristian Villumsen får selskabet en stærk leder, der skal sikre Coloplasts fortsatte konkurrencekraft. 

- Han er en dygtig forretningsmand med mange års indsigt i selskabet og i branchen, siger Lars Rasmussen om sin afløser. 

Ud over posten hos Coloplast er Lars Rasmussen formand for bestyrelsen hos medicinalselskabet Lundbeck. 

Desuden er han medlem af bestyrelsen hos William Demant, der blandt andet sælger høreapparater. 

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079