23948sdkhjf

Producent af engangsservice: Det er klart, vi ser efter alternativer

Udfasningen af produkter i engangsplast er i fuld gang i detailbutikkerne. Det er den gale vej at gå, siger direktør.

På det ovale bord i mødelokalet står fem plastikglas stablet. De har en snert af uklar, hvid farve over sig, men ellers er det ikke til at se, at de er lavet af PLA fra majs.

- Vi er ikke ret langt fra at kunne producere helt klare produkter i biomateriale. Uklarheden i materialet har været branchens udfordring indtil nu, og så er det svært at sælge til forbrugerne, der skal drikke af dem, siger Steen Tandrup, der er direktør i Fast Plast.

Virksomheden laver engangsservice i polystyren og polypropylen og har en portefølje, der dækker hele frokostbordet inden for klare engangsglas til vand, vin, øl, snaps og champagne. Dertil kommer en stribe emballage med låg til pålægssalater.

Efter engangsplasten er kommet i stormvejr og blandt andet udfaset af detailgiganten Salling Group (det tidligere Dansk Supermarked, red.) er virksomheden i Thisted så småt begyndt at undersøge markedet for alternativer til porteføljen i bioplast.

- I første omgang er der fokus på engangsbestik, så vi er ikke direkte berørt endnu. Men det er klart, at vi holder øje med, hvad næste skridt bliver, siger direktøren.

Sæt ind på brugeradfærd
Der bliver et næste skridt, er han overbevist om. Udfasningen af plastprodukter er i fuld gang, men det er ikke den rigtige vej at gå for miljøets bedste, siger han. Både fordi en indsats på at udfase engangsplast hverken batter nævneværdigt på det samlede forbrug af plast i produktionen eller på det affald, der havner i naturen, siger han.

- Engangsplast er langt hen ad vejen noget, folk køber lejlighedsvist, når de holder fester og ikke orker opvasken. Produktionen af engangsservice er stadig under én procent af den samlede plastproduktion, så hvorfor ikke sætte ind på et område, hvor der er et decideret forbrug? I bleer og mælkekartoner eksempelvis. Eller komponenter i automobilbranchen, hvor der virkelig er et stort plastforbrug, siger Steen Tandrup.

Han har stået i spidsen for virksomheden siden 1996 og har i den tid kunne betragte debatten om plast fra nærmeste hold.

- Plast har været jaget vildt altid. Det, vi ser nu, minder om den bredside, der var mod PVC i 1990’erne. Det ry slås PVC stadig med, så det ser ud til, at plast også får det svært fremadrettet, siger han.

Efterlyser nuancer
Direktøren mener, det er problematisk, at debatten om udfasning af engangsplast foregår alle andre steder end i industrien.

Det har resulteret i en stribe af misforståelser og manglende kendskab til plastens egenskaber i industriøjemed, siger han.

- Folk har den tro, at plast er dårligt, bare fordi det er plast. Vi mangler virkelig nogle nuancer i debatten og en snak om, hvorvidt der er bedre alternativer til plast, inden vi udfaser det fra hylderne, siger Steen Tandrup.

Fast Plast sender årligt mellem 1.600 og 1.800 ton plast ud af fabrikslokalerne i Thisted. Og selvom de biobaserede produkter står på spring i periferien, er det ikke noget, der skræmmer direktøren i Thisted. Han oplever stadig, at der er efterspørgsel på den traditionelle plast.

- Langt de fleste vil helst beholde de traditionelle plastprodukter og så have et supplement i form af produkter af PLA. De vil gerne have begge dele, fordi deres kunder efterspørger begge dele. Det er ikke helt sort og hvidt i industrien endnu, siger Steen Tandrup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.517