23948sdkhjf

Supermarkeder sender plastikvatpinde på porten

Coop vil ikke længere sælge vatpinde af plast. Det samme gælder Føtex.

Coop, en af Danmarks to supermarkedsgiganter, stopper salget af vatpinde af plast. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det sker som led i en indsats for at begrænse plastikforurening. Forurening med plastik, der ofte ender i havet, har fået stor fokus de seneste år, da mængden af plastik i havene har nået alarmerende højder.

- Vi kommer til at have en langt mere kritisk brug af plastik i de varer, vi sælger. Og vi kommer til at træffe langt mere miljørigtige valg af materialer, når vi sætter produkter på markedet. 

- Selv om plastik i nogle sammenhænge kan have mange miljømæssige fordele, som mange forbruger ikke nødvendigvis er opmærksomme på, så er der også tilfælde som dette, hvor papir klart er den bedste løsning for miljøet, skriver Coops CSR-direktør, Signe Frese, i meddelelsen.

Coop ejer supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma, Fakta og Brugsen. Coop er igen ejet af sine over en million medlemmer.

Også detailkæden Føtex stopper salget af plastikvatpinde. Det oplyser koncernen bag, Dansk Supermarked, der fra 1. juni skifter navn til Salling Group. Her er der tale om et salg på 44 millioner vatpinde i plast, der nu droppes i havmiljøets navn og erstattes af udgaver i papir. De sidste vatpinde forventes at være solgt til august.

Naturfredningsforeningen roser
Farvel til vatpinde bringer glæde hos Danmarks Naturfredningsforening, fordi vatpindene kan ende i havet eller skabe problemer på rensningsanlæg.

- Det er et super godt initiativ af Coop. Vi ved, at vatpinde smides i toilettet, så det giver god mening at lave vatpinde af et andet materiale.

- Vi er nemlig nødt til at sætte ind alle de steder, vi kan, for at komme problemet med plast i naturen til livs, skriver Sine Beuse Fauerby, miljøpolitisk senior rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, i meddelelsen.

Føtex-direktør Thor Jørgensen understreger, at de nye vatpinde af papir ikke bliver dyrere for kunderne.

- Vi får jo ikke bekæmpet plastforurening, hvis vi blot sender kunderne over i en anden kæde, der fortsætter med at sælge billige plastpinde, siger Thor Jørgensen i en meddelelse.

Kilde: ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.931