23948sdkhjf

Coop: Genanvendeligt plast er et helt nyt konkurrenceparameter

- Industrien spørger os, hvilke maskiner de bør investere i, siger CSR-projektleder Mathias Hvam fra Coop

Miljøbevidste forbrugere kunne ikke drømme om at smide en flaske af plast i den normale skraldespand. Og måske kan de om få år heller ikke finde på at smide leverpostejsemballagen eller plasten omkring spegepølsen ud med resten af husholdningsaffaldet.

Coop har nemlig et nyt projekt i støbeformen: Et projekt, der skal teste et cirkulært forløb med genanvendeligt plastemballage fra fødevareproducenten Hanegal.

Ansøgningen er sendt afsted, og selvom intet omkring projektet er endeligt besluttet, så vil CSR-projektleder Mathias Hvam gerne fortælle Magasinet Plast om tankerne bag projektet.

Mathias Hvam sidder på vegne af Coop med i Forum for Cirkulær Plastemballage, og det er her - i arbejdsgruppen ’closed loop’ - at idéen om et cirkulært forløb med emballage i detail-handlen blev født.

- Vi vil gerne sende mere genanvendeligt plastemballage ud til forbrugerne. Hvordan, det skal foregå, er der ikke konkrete planer om endnu, men vi håber, at vi kan få lov til at arbejde videre med projektet, siger Mathias Hvam.

Det er dermed heller ikke konkluderet, om projektet skal testes i én eller flere butikker, og om det bliver DTU eller en aktør fra industrien, der skal samle plasten, sortere og omdanne plasten til nye råvarer. DTU og IPU deltager i projektet og udgangspunktet er at teste deres sorteringsmetoder.

Kæmpe marked
Det er ikke kun forbrugerne, politikerne og miljøorganisationerne, der skriger på genanvendeligt plastemballage. Også industrien ser et potentielt marked for genanvendelig plastemballage i fremtiden.

- Jeg får jævnligt henvendelser fra industrien fra både ind- og udland, der vil vide, hvad Coop har af konkrete planer på emballageområdet, fortæller Mathias Hvam.

Hvad spørger virksomhederne om?
- De spørger, hvad de bør investere i for at følge med fremtidens krav ... Og om, hvilke krav de kan forvente fra Coop. Jeg siger hver gang, at emballage lige nu er kæmpestort hos Coop. Skal man opdatere sin produktionslinje, kan man med fordel tænke genanvendeligt plast ind i processen, siger Mathias Hvam.

- Alle ved, at der snart kommer krav til plastråvarerne og til emballagens design. Også fra Coops side. Mit indtryk er, at en del af industrien ser et helt nyt konkurrenceparameter, som venter i fremtiden. De mest innovative fremstillingsvirksomheder er udmærket klar over, hvad der skal til for at være i front på det område, siger Mathias Hvam, der er stor fortaler for Coops samarbejde med industrien.

Han genkender dog også de virksomheder, der ikke er så langt fremme i skoene.

- Der er på CSR-området en tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest og forsvare status quo, siger han.

Læs i øvrigt vores store emballage-tema i maj måneds Magasinet Plast.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078