Forskere kritiserer ny plastikposerapport: bygger på tal fra 90’erne
Tallet 7.100 fyger rundt i medierne, men det skal tages med et gran salt, lyder det fra kritiske forskere.
Modelfoto: Colourbox
Men det er umuligt at komme frem til et så præcist tal for, hvor mange gange man skal bruge én type pose frem for en anden, før det kan betale sig på miljøregnskabet, siger forskere.
- Det er problematisk, at man drager en konklusion med et så eksakt tal. De beregninger, forskerne har lavet, bygger på en lang række antagelser og usikkerheder, siger Kristian Syberg, der er lektor på Roskilde Universitet og forsker i miljørisiko, til Videnskab.dk .
I rapporten fra DTU har forskerne ud fra en række parametre regnet sig frem til, hvor miljøbelastende indkøbsposer lavet af forskellige materialer fra de bliver fremstillet, til de bliver brændt af.
- Forskerne har lavet et grundigt arbejde, men når man kigger i rapporten, ser man, at der en masse data, de ikke har haft til rådighed. Derfor laver de en række antagelser. Jo flere ting man modellerer, desto større bliver usikkerheden ved resultatet.
Jannick Schmidt, der er lektor på Aalborg Universitet og også selv forsker i livscyklusvurderinger, er også uenig i nogle af de metodevalg, DTU-forskerne har truffet.
- Jeg vil ikke lægge for stor vægt på de tal, rapporten når frem til, for jeg mener, at den har en række metodemæssige problemer, siger han.
Rapporten når frem til, at man skal bruge en bomuldspose hele 7.100 gange, før den er et miljøvenligt alternativ til en plastpose.
Det høje tal skyldes primært, at fremstilling af bomuld ifølge rapporten belaster ozonlaget.
- Når man dyrker og forarbejder bomuld, bliver der udledt stoffer, som nedbryder ozonlaget, siger Anders Damgaard, der er seniorforsker på DTU Environment og en af forskerne bag rapporten.
Men beregningerne af ozonnedbrydning ved bomuldsproduktion er blandt dem, som, Jannick Schmidt mener, er misvisende, fordi de data, der er brugt, er fra en gammel database.
- Alle data om ozonnedbrydende stoffer i rapporten er fra databaser, der stammer helt tilbage fra 1990’erne, siger han.
Anders Damgaard fra DTU står ved de metoder, han og kollegerne har brugt.
- Det er fint at få frem, at der er nogle ting, vi kunne have gjort anderledes, men det er jo altid sådan i videnskab, at man træffer en række valg og fravalg. Det redegør vi for i rapporten,« siger han.
Anders Damgaard kan dog godt følge Jannick Schmidts pointe om, at rapportens datagrundlag ikke er optimalt.
- Han har sikkert ret i, at det reelle tal for, hvor meget bomuld belaster miljøet, er mindre end beregnet, fordi man har udfaset brugen af CFC. Vi kunne have haft mere præcise resultater på miljøbelastningen ved bomuld, hvis vi havde haft mere tid og bedre data, siger Anders Damgaard til Videnskab.dk.
