23948sdkhjf

Lego topper og Postnord flopper

I en ny imagemåling af landets største selskaber skraber Postnord bunden, mens Lego stråler i toppen.

Den danske afdeling af Postnord havde et turbulent 2017. Negativ medieomtale og besparelser er blevet straffet af kunderne, der placerer Postnord i bunden af konsulenthuset Calibers samlede imagemåling for 2017, skriver Finans.

- Det er super utilfredsstillende, udtaler Peter Kjær Jensen, administrerende direktør i PostNord i Danmark, om sidstepladsen.

Bedømmelserne, der er foretaget blandt 22.912 danskere, baserer sig på to spørgsmål: I hvilket omfang man har tillid til et selskab? Og i hvilket omfang man kan lide et selskab?

Ifølge Calibers direktør, Shahar Silbershatz, er det, der driver folks affektion mod en virksomhed, primært integritet.

Derfor er folks opfattelse af, hvor ansvarlig en virksomheden er, hoveddrivkraften bag, hvor meget folk stoler på og synes om en virksomhed. Også virksomheders autenticitet vægtes højt.

Calibers undersøgelser viser også, at det, der særligt påvirker folks opfattelse af en virksomhed, er personlige oplevelser, derefter andres oplevelser. Den mindst indflydelsesrige påvirkning er virksomhedens eksterne kommunikation såsom årsrapporter, pressemeddelelser, reklamer og så videre.

Derfor har det for eksempel stor indflydelse på folks opfattelse af Postnord, når de ikke afleverer pakker og breve til tiden, mener Shahar Silbershatz ifølge Finans.

Mens Postnord må smøge ærmerne op for at genvinde kundernes tillid, kan Lego glæde sig over, at man endnu en gang indtager førstepladsen. Også selvom selskabet har tabt pusten en smule og går to point tilbage i forhold til 2016. 2017 bød nemlig både på mindre tilfredsstillende regnskaber og fyringer. Faktisk måtte Lego undervejs i 2017 overlade førstepladsen til e-boks.

- Danskerne har opdaget, at Lego ikke er uovervindelige. Det har de været i nogle år siden vendepunktet, og nu indser folk, at intet varer evigt. Lego er også nødt til at opsige ansatte, lukke afdelinger og overveje deres globale position i forhold til at udflytte arbejdspladser. Så de har mistet lidt af glansen, men har altså fortsat en meget stærk position, både kommercielt og i interessenternes opfattelse af dem, siger Shahar Silbershatz til Finans.

Læs mere om: Lego
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093