23948sdkhjf

600 EPS-fiskekasser på én kubikmeter

Det handler om logistik og fragtomkostninger. Og om at presse hårdt nok. Se video.

Der er pres på i Københavns Nordhavn. Bogstavelig talt. En maskine står hver dag og presser EPS-fiskekasser sammen i et projekt, hvor man i stedet for at smide kasserne på forbrændingen, sender dem til genanvendelse og dermed lader dem blive i den cirkulære produktion.

Men inden genanvendelsen kan gå i gang, skal de brugte kasser komprimeres til tunge blokke, som kan stables på paller.

- Det er et spørgsmål om at gøre dem så små som muligt, så man kan spare udgifter til fragt. Hvis man vil fragte intakte EPS-kasser, fylder det 50 gange så meget, som når vi presser kasserne sammen. Det betyder, at vi kun skal bruge én enkelt container til 20 ton EPS-kasser, siger Torben Dysager, der direktør i virksomheden Runi, der har leveret maskinen til projektet i Nordhavn.

Han tilføjer, at dette kan lade sig gøre, fordi EPS-kasser består af 98 procent luft og kan komprimeres, så 600 kasser blot fylder en enkelt kubikmeter.

- Uden sammenpresningen ville det slet ikke kunne betale sig at fragte kasserne videre. Det er helt afgørende, at vi snakker ton og ikke kilo EPS i containerne, når vi skal have en rentabel logistik, siger Torben Dysager.

Niche i EPS
Runi har i de seneste to årtier specialiseret sig i produktion af komprimeringsmaskiner til genanvendelse af EPS-produkter. Virksomheden udvikler også andet maskineri til håndtering og afvanding af affald, men det er især EPS’en, der fylder hos den vestjyske virksomhed.

- EPS er gennem de seneste 20 år blevet vores niche. Cirka halvdelen af virksomhedens omsætning kommer fra salg af maskiner, der presser EPS sammen til senere genanvendelse, siger direktøren.

Udenslandsk interesse
Det sammenpressede materiale fragtes til genanvendelsesvirksomheder, der smelter det om til polystyren-piller. Herfra kan det bruges i produktionen af eksempelvis havemøbler, blomsterbakker og isolering.

Og især produktionen af sidstnævnte er grunden til, at en stor andel komprimeret EPS sendes ud af Danmark.

- Især i Rusland og det sydlige Europa er såkaldte XPS-plader flittigt anvendt som isolering i husbyggeri. De bliver blandt andet produceret fra genanvendt EPS, så der er meget aftagning der fra, siger Torben Dysager.

Runi er grundlagt i 1973 af Niels Dysager, Torben Dysagers far. Virksomheden er beliggende i Tarm i Vestjylland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.881