Jagten på tilfældighed i en Tivoli-maskine
Af Benita Dreyer-Andersen
Enten er man til møjsommelig unika-produktion, eller også masseproducerer man med værktøjer og maskiner i systematisk forening. Men hvad sker der, hvis ikke man laver den sort-hvide opdeling? Hvis man sætter sig i midten af unik støbnings og masseproduktion?
Det var lige præcis hvad Anna Oxholm Iversen og Jeppe Lillegaard Nielsson, nyligt udklækkede dimittender fra Designskolen i København, gjorde.
- Vi så en tendens i samfundet, at forbrugerne vil have håndlavet unika-produkter, men helst ikke vil betale prisen for det. Vi prøvede derfor at forene unikaens status med masseproduktionens fordele og lave noget, der kunne blive autentisk, men billigt, siger Jeppe Lillegaard Nielsson og fortsætter:
- Vores mål var at prøve at forene unikaens status med masseproduktionens fordele og lege med tanken om noget der kunne blive enestående og masseproduceret på samme tid. Der lå ligesom et paradoks og ventede på at blive udfordret, siger han.
Viden fra branchen
Resultatet blev en slags Tivoli -maskine, der med snoretræk og en blød støbeform der muliggjorde, at kunden selv kunne ”trække sin egen stol”. Ved at hive tilfældigt i snorene, blev støbeformen strækket derefter og ud kom en stol, der aldrig var magen til sin forgænger eller efterfølger. 1680 versioner mere eller mindre ens, for at være nøjagtig.
Materialet i automaten var forskellige kompositter af hør- og uld iblandet forskellige bindere, Acrodur, Acrylic one - materiale som de i øvrigt ringede rundt til den danske plastindustri for at låne.
- Den oprindelige tanke var slet ikke, at det skulle være et plast-projekt. Men det blev det, fordi vi ringede rundt og bad om materiale og derigennem fik lov at tilgå viden ude i industrien, hvor de virkelig ved, hvad materialet kan, siger Jeppe Lillegaard Nielsson.
At ophøje fejlen
De valgte komposit-materialer blev valgt ud fra hensyn om, at det skulle være til at arbejde med og ikke alt for giftigt, tilføjer han. Men hen ad vejen opstod der også andre aha-oplevelser i forhold til, hvad der kan lade sig gøre på materialefronten.
En ting er at lave små modeller i kompositmateriale, men der sker afgjort noget, når man skalerer produktionen op til et møbel i fuld størrelse. Så bliver tørretid, hærdning, materialets tykkelse pludselig faktorer, der påvirker produktionen, og dermed også hele maskineriets virke med forme og snore, siger Jeppe Lillegaard Nielsson.
- Nogen af stolene kunne man da godt sidde på, men projektet var lige så meget at ophøje fejlen og tilfældigheden til noget brugbart, i stedet for at gøre alt for at undgå den, som man gør i de professionelle produktioner, tilføjer Anna Oxholm Iversen.
Og netop dét er også pointen og budskabet til industrien, hvis man endelig skal blive lidt højtflyvende.
- Der kommet rigtig mange gode opfindelser og designs ud af, at nogen begik fejl. Måske skal man tillade eksperimentet i sin produktion, i stedet for at være så fast afgrænset i, hvad man vil opnå og kassere alt, indtil man opnår det, siger Jeppe Lillegaard Nielsson.
Drømmen om skumplast
Men selvom maskinen lige nu står gemt væk i en kælder, simrer drømmen om at trække møbler i automater stadig i hovederne på de to designere. Og netop kendskabet til materialet har sat gang i duoens næste ide om at supplere automat-produktionen med et andet materiale, hvis muligheden tillader det.
- Vi går og drømmer om at arbejde med skumplast. Materialet har en anden lethed og formbarhed samtidig med, at det bliver anvendeligt i en møbelproduktion. Desuden flyder det anderledes og skummer op, så der er flere faktorer at hælde tilfældigheder i, siger Anna Oxholm Iversen.
De to studerende har begge fuldtidsjobs, men eksperimenterer videre med Tivoli-automaten og de tilfældige støbninger som sidebeskæftigelse.
