23948sdkhjf

Engel opruster i Tyskland

Engel Deutschland Technologieforum Stuttgart åbner et kompetencecenter for sprøjtestøbning med strukturskum.

Sprøjtestøbning med strukturskum er i dag en af de vigtigste letvægtsteknologier og anvendes i stigende grad overalt i verden.

Denne tendens tager Engel, leverandør af sprøjtestøbemaskiner og systemløsninger, højde for ved at styrke virksomhedens globale anvendelsesteknologi. I september åbnede Engel derfor ’Deutschland Technologieforum Stuttgart et MuCell-kompetencecenter’.

- Som kompetencecenter kan vi i endnu højere grad hjælpe vores kunder med at udnytte potentialet inden for fysisk skumproduktion, fortæller Claus Wilde, adm. direktør for Engel Deutschland i Stuttgart.

- Vi har allerede i dag flere store kunder hos os, som anvender MuCell-processer i deres fabrikker her i Tyskland.

Stor produktionscelle
Der er installeret en stor produktionscelle i Engels teknologiske center i Stuttgart til kundeforsøg, udviklingsarbejde, anvendelsesspecifik rådgivning, undervisning og småserieproduktion for eksempel til stikprøveudtagning.

Produktionsanlægget dækker et bredt anvendelsesspektrum med en Engel duo 350 sprøjtestøbemaskine med en lukkekraft på 3.500 kN, en integreret Engel easix flerakserobot og en T-200 MuCell-enhed fra virksomhedens teknologiske partner Trexel.

Allerede længe før åbningen af kompetencecenteret havde Engel sin MuCell teknologiekspert på plads. Lukas Neunzig har igennem de seneste måneder med succes gennemført adskillige MuCell-projekter med kunder i hele verden fra Engels hovedsæde i Schwertberg og fra fabrikken for store maskiner i St. Valentin. Denne erfaring tager han nu med sig til Stuttgart.

Lavere vægt, bedre komponentegenskaber
MuCell-teknologiens store succes skyldes primært to faktorer. For det første den generelle letvægtstrend og for det andet den høje kvalitet i de skumsprøjtestøbte komponenter.

Fysisk skumproduktion involverer injektion af en drivgas i plastsmelten under plastificeringen. Efter indsprøjtning i formen adskiller gassen sig fra smelten igen og danner en fincellet skumstruktur. På denne måde er der behov for betydeligt mindre materiale til at fylde formen i forhold til gængs sprøjtestøbning, og komponenternes vægt bliver mindre. Samtidig har komponenter, som er produceret ved hjælp af MuCell, vist sig at være meget dimensionsstabile. Da skumningsprocessen forbedrer smeltemassens flydeegenskaber, bliver også krævende geometrier med underskæringer helt fyldt.

MuCell er et mærke ejet af virksomheden Trexel i Wilmington, USA. Som systemudbyder importerer Engel MuCell-enhederne for sine kunder og varetager den styrings- og sikkerhedstekniske integration i sprøjtestøbemaskinen, hvilket gør det meget let at implementere teknologien.

Markant vækst hos Engel i Stuttgart
Med sit store teknologicenter og konferenceområde var det Stuttgart-teamets målsætning at etablere sig som informations- og kommunikationsmæssigt omdrejningspunkt for sprøjtestøbeindustrien i det sydvestlige Tyskland. Dette mål blev hurtigt nået. Hvert år deltager flere end 700 gæster i konferencer, workshops og seminarer. De udbudte events dækker et bredt spektrum af emner, fra maskinbetjening over procesteknologier til automatisering og digitalisering af sprøjtestøbeprocesser.

På grund af centerets beliggenhed i nærheden af de store bilproducenter og producenterne af originaludstyr i Baden-Württemberg kommer en stor del af Engels omsætning i Stuttgart fra anvendelser til biler. Også medicinalbranchen og emballageindustrien er i vækst.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078