23948sdkhjf

Møllevinger får nyt liv på Grenaa Havn

Demacq Recycling International B.V. har specialiseret sig i at genanvende vindmøllevinger i Holland, og nu har virksomheden rettet blikket mod det danske marked.

Cora Burger, der er medejer af Demacq Recycling, fortæller, at "det er endog meget sandsynligt", at virksomheden åbner en afdeling på Grenaa Havn.

- Grenaa Havn udmærker sig ved at tilbyde både plads, faciliteter og stor vanddybde. De kvaliteter gør det let at få bragt vingerne fra havmøllerne på land, siger Cora Burger.

Mange nye arbejdspladser
Formanden for Djurs Wind Power, Bo Allermann føler sig overbevist om, at Demacq Recycling beslutter sig for at åbne en afdeling på Grenaa Havn, og han forudser store fordele for både Grenaa og netværket Djurs Wind Power.

- Det vil skabe mange, nye arbejdspladser hos vores medlemmer og områdets øvrige virksomheder. Møllevingerne skal tages ned og fragtes på land, og efterfølgende skal glasfiberet og komposit-materialerne fra møllevingerne anvendes i nye produkter som for eksempel fiberbeton – også her er der muligheder for det lokale erhvevsliv, siger Bo Allermann.

Bo Allermann siger at der på alle måder er en stor naturlighed i virksomheds-netværkets samarbejde med Demacq Recycling.

- Udover at vi er eksperter i vindmøller, har tre af vores virksomheder i flere år samarbejdet med Teknologisk Institut om måder at genanvende vindmøllevinger på, siger han.

Velkommen på Grenaa Havn
På Grenaa Havn glæder direktør Henrik Carstensen sig over interessen fra Hollands første og eneste virksomhed, der genanvender vindmøllevinger.

- Vi har allerede flere genanvendelsesvirksomheder på havnen og samtidig en klar ambition om at være landets mest alsidige genindvindingshavn. Vi håber på, at vi snart kan byde Demacq Recycling velkommen, siger Henrik Carstensen.

Demacq Recycling forestiller sig, at virksomheden i første omgang åbner en afdeling på Grenaa Havn, der skal modtage møllevingerne og skære dem i mindre stykker - stykker, der så transporteres til genanvendelse i fabrikken i Moerdijk.

- Hvis efterspørgslen i Danmark er ligeså stor, som vi forventer, vil vi positivt undersøge mulighederne for at opføre en fuldt operationsdygtig fabrik i Grenaa, fortæller Cora Burger.

Djurs Wind Power-virksomhederne mødes med Demacq Recycling i Grenaa 16. november klokken 15.15.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092