23948sdkhjf

Rolltech investerer 40 millioner kroner

Ni års uafbrudt vækst og en ny opfindelse står bag en stor udvidelse af Rolltech, som fremstiller vindueslister.

Fredag eftermiddag holdt virksomheden Rolltech rejsegilde på en ny produktions- og lagerhal, hvor der skal fremstilles profiler til termoruder.

Udvidelsen, som er en investering på godt 40 mio. kr., betyder i første omgang 10 nye stillinger, som allerede er besat. Og på sigt formentligt endnu flere på Rolltech, som nu beskæftiger 95 medarbejdere.

De 40 mio. kr. er fordelt på 10 mio. kr. til selve opførelsen, mens de resterende millioner skal bruges på at indrette den nye produktionshal - som ikke ligger i forbindelse med virksomhedens øvrige produktion, hvilket der er en god grund til.

- Vi skal til at producere en helt ny type liste til termoruder, som traditionelt er bygget op om en liste af aluminium. Vores nye liste er lavet af plastic og isolerer markant bedre end andre typer lister, siger Lars Knudsen, der er administrerende direktør for Rolltech.

Virksomheden har selv udviklet den nye liste, som produceres på en helt speciel måde, som Rolltech selv har udviklet.

- Der foregår en åbenlys industrispionage i vores branche, så vi besluttede, at den nye produktion skulle skærmes grundigt af mod nysgerrige blikke, siger han.

Produktionen i den nye hal, som tages i brug sidst på året, skal køre døgnet rundt omkring 350 dage om året. 97 procent af produktionen går til eksport.

Rolltech har sat omsætningsrekord de seneste ni år, og forventer også at gøre det i 2018.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141