23948sdkhjf

Vi skal bevare roen og stå sammen

De seneste udmeldinger fra den amerikanske præsident Donald Trump, blandt andet om mulig straftold på danske varer, har sendt chokbølger gennem dansk erhvervsliv. For mange virksomheder er USA en vigtig handelspartner, og tanken om nye barrierer skaber usikkerhed og bekymring.

Hvordan skal man forholde sig? Hvad bliver virkelighed, og hvad forbliver populistisk og politisk spil for galleriet uden hold i virkeligheden? Det er spørgsmål, mange i industrien og i vores branche stiller sig selv i øjeblikket.

I Plastindustrien er vi fuldt ud klar over, at det er en svær tid for danske virksomheder at navigere i.

I Plastindustrien er vi fuldt ud klar over, at det er en svær tid for danske virksomheder at navigere i. Udtalelserne fra den amerikanske præsident vækker forståelig nervøsitet og skaber usikkerhed om fremtiden i mange virksomheder.

Men det er vigtigt, vi bevarer roen og danner os et klart overblik over situationen, så vi forstår, hvad der er fakta, hvad der er spekulation, og vi ikke træffer beslutninger på et forkert grundlag.

Intet er besluttet

Først og fremmest skal vi huske, at det indtil videre tyder på, at de bombastiske udmeldinger mest har været præget af politisk retorik, og der er ikke truffet nogen officielle beslutninger, som har direkte indvirkning på danske virksomheder. Vi skal koncentrere os om det, der er reelt og bliver til virkelighed og fokusere på, hvordan vi konkret kan reagere.

Vi ved, at det danske diplomati arbejder på højtryk for at sikre rigsfællesskabets interesser og understrege Danmarks position. Det er en kompleks og alvorlig situation og en diplomatisk balancegang mellem interesser og principper.

Det er en kompleks og alvorlig situation og en diplomatisk balancegang mellem interesser og principper.

Som brancheorganisation holder vi et skarpt øje på udviklingen. Vi samarbejder tæt med Dansk Industri og specifikt med DI Produktion for at sikre, at vi kan give vores medlemsvirksomheder den bedst mulige information og vejledning.

Kortlægger udsatte virksomheder

Vi er i fuld gang med at kortlægge, hvilke danske plastvirksomheder, der kan blive påvirket af eksempelvis potentielle straftoldsatser fra USA, hvad enten det inkluderer virksomheder, der eksporterer direkte til USA fra Danmark eller andre lande eller virksomheder, der har etableret egen produktion i USA.

Hvis din virksomhed har betydelig eksport til USA eller på anden måde er udsat i forhold til situationen, vil vi derfor meget gerne høre fra jer. Det er vigtigt for os at få et komplet billede af omfanget, så vi bedst muligt kan forberede vores medlemmer på de konsekvenser, der kan komme, hvis Trump gør alvor af sine trusler.

Som branche har vi en tradition for et stærkt sammenhold og et tæt samarbejde, når udfordringer melder sig.

Som branche har vi en tradition for et stærkt sammenhold og et tæt samarbejde, når udfordringer melder sig. Det har vi blandt andet set i forbindelse med økonomiske kriser, pandemier og energimæssige udfordringer, ligesom vi sammen skaber udviklingsprojekter og innovation for at bidrage til løsninger på ressource- og klimadagsordenerne.

Derfor er jeg sikker på, at vi også kommer styrket igennem denne noget usikre tid, netop ved at have fokus på nære relationer, ved at stå sammen og samarbejde i branchen og ved at have en tæt og styrket dialog på både nationalt, nordisk og europæisk plan.

Lederen er oprindeligt udgivet af Plastindustrien i Magasinet Plastforum 7. februar 2025. Lederen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078