23948sdkhjf

DI: Mange flere unge har brug for et job

Dansk Industri roser regeringen for ”Ungeløftet” og peger på, at 20.000 flere, end det hidtil har været nævnt, skal have hjælp til at komme i job

Tirsdag har regeringen inviteret arbejdsgivere, fagbevægelsen, organisationer, virksomheder og ikke mindst de unge til statsministerresidensen Marienborg for at lancere Ungeløftet, som er et samarbejde, der skal hjælpe langt flere til at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Det er så vigtigt, at vi får hjulpet de unge i arbejde, for det trækker lange spor ind i resten af deres liv og arbejdsliv, hvis ikke de kommer i gang. Det er en opgave, vi skal løse i fællesskab, og virksomhederne er klar. Derfor er Ungeløftet et godt initiativ, siger Søren Kryhlmand, direktør i Dansk Industri (DI) i en pressemeddelelse.

I beskæftigelsesministeriets præsentation af Ungeløftet kan man læse, at 43.000 unge uden uddannelse og arbejde skal hjælpes i job. Men i virkeligheden er der tale om mange flere, for det står også, at ”unge mellem 25-29 år uden uddannelse og beskæftigelse” kan blive omfattet. En analyse fra DI viser, at der derfor er tale om 65.000 unge, når man medregner unge op til 30 år og unge, som har taget en gymnasial uddannelse, men hverken er i job eller uddannelse.

- Vi har også en stor udfordring med unge over 25 år, der desværre ikke kommer videre i arbejdslivet. Dem skal vi også hjælpe i gang igen, for de kan have mindst lige så stort behov for støtte som dem, der er lidt yngre, siger Søren Kryhlmand.

- Det handler ikke bare om, at den enkelte skal have løn, eller at flere skal bidrage på en arbejdsplads, men i høj grad, at vi skal hjælpe de unge til at komme videre i livet.

- For mange er det en hjælp at få et arbejde. Noget at stå op til. Et sted at gøre nytte og nogle, der regner med en. Værdien af et kollegafællesskab. Det at gøre en indsats, få et ansvar og mærke tillid og støtte fra voksne mennesker omkring en. Det skal vi kunne sammen, siger DI-direktøren.

Virksomheder har ikke alle svarerne

Derfor bakker DI op om Ungeløftet, men er også opmærksomme på, at virksomheder ikke kan alt og ikke har alle svarene.

- Virksomhederne har gode erfaringer med at få de unge i job og hjælpe dem på vej med det, vi er gode til, men der skal nogle gange mere til, siger Søren Kryhlmand.

- Hvordan hjælper man som chef eller kollega bedst en ung, som lider af angst, så de møder ind på arbejde? Eller hvordan sikrer man, at en ung med autisme får nogle arbejdsrammer, så de kan lykkes bedst muligt i deres job? Det er vi ikke eksperter i, og derfor er det godt, at så mange er med i Ungeløftet, så vi kan løfte opgaven sammen både for de helt unge og de lidt ældre, der har gået ledige i længere tid.

Forpligtelse til job

Han siger videre, at mange unge har allerede forsøgt sig med uddannelse flere gange. En forpligtigelse til at stå til rådighed for et job kan være med til at understøtte, at flere kommer ud på en arbejdsplads og får nogle erfaringer, som de kan bruge videre i livet.

- Vi ved, at et arbejde er vigtigt, og derfor burde man politisk beslutte, at de unge som udgangspunkt skal være jobparate og ikke kun uddannelsesparate. Dermed kan de få en indsats, der hjælper dem i job, for nogle af dem er ikke klar til uddannelse. Derfor er det bedre at hjælpe dem i beskæftigelse, siger Søren Kryhlmand.

- Det er så vigtigt, at vi får hjulpet de unge i arbejde, for det trækker lange spor ind i resten af deres liv og arbejdsliv, hvis ikke de kommer i gang. Det er en opgave, vi skal løse i fællesskab.

Kickstarter partnerskab

Erklæringen om Ungeløftet kickstarter et nationalt partnerskab, hvor aktørerne med hver deres kompetencer og redskaber forpligter sig til at hjælpe de 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller arbejde. Her forpligter virksomhederne sig for eksempel til at skabe jobåbninger og civilsamfundet med viden, erfaring og initiativer.

Blandt tirsdagens underskrivere af "Ungeløftet" var direktører og ledere fra virksomheder som McDonald’s, ISS, Lidl og mange flere, mens civilsamfundet blandt andet var repræsenteret af Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Idrætsforbund og headspace.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Tak til de mange virksomheder og organisationer, som nu giver fælles håndslag på at gøre noget for de mange unge mennesker, som hverken er i uddannelse eller arbejde. Alle unge fortjener at være med i et fællesskab. Derfor er jeg glad for, at vores erhvervsliv og civilsamfund viser, at man er klar til at tage ansvar – og jeg håber, at mange flere vil være med.

- Det giver mig håb for vores unge mennesker og hele vores samfund, at så mange stærke aktører nu går sammen og tager ansvar. Vi skal finde nye veje at gå, nye håndtag at dreje på, og nye måder at samarbejde på, hvis det skal lykkedes. I de sidste mange år er beskæftigelsen steget støt, men antallet af unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde har været ret konstant. Vi har altså haft forudsætningerne, men har ikke formået at gøre noget ved udfordringen. Det gør vi nu.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079