23948sdkhjf

Lego-familien lukker sit eget flyselskab

Tre privatfly bruges så sjældent, at det ikke længere giver mening for Kirkbi at opretholde sit flyselskab

I mere end 60 år har Lego-familien Kirk Christiansen haft sit eget flyselskab, som også Lego-koncernens ansatte har kunnet benytte sig af, men det får snart en ende.

Branchesitet Check-in.dk fortæller, at Kirkbi - som er familiens investeringsselskab - har besluttet at nedlægge flyafdelingen med udgangen af februar.

Årsagen er, at efterspørgslen på flyrejser har været faldende, blandt andet på grund af øget fokus på bæredygtighed og nedbringelse af klimabelastningen.

Derfor er flyafdelingens tre fly blevet overflødige, og det samme er de 16 ansatte, der er blevet opsagt.

Det ene af de tre fly er allerede blevet sendt videre til Blackbird Air, som er Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsens flyselskab, der også servicerer kunder udefra.

Lego har haft en afgørende betydning for udviklingen af Billund Lufthavn.

Det var selskabets behov for at komme rundt i verden for at sælge legoklodser, der lagde grunden til den første startbane i Billund og senere til etableringen af lufthavnen i den jyske by.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.049