Peter Trillingsgaard udpeget af minister til ny formandspost
Peter Trillingsgaard, der til daglig er branchedirektør i DI Produktion, er af klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard udpeget som formand for Rådet for Energieffektiv Omstilling. Han tiltræder pr 1. januar 2025.
- Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet og sammen med resten af Rådet for Energieffektiv Omstilling at styrke den danske energieffektiviseringsindsats. I mine øjne er det en opgave, der er vigtigere end nogensinde før, og hvor potentialet er enormt, skriver Peter Trillingsgaard på LinkedIn.
Siden 2010 har Rådet for Energieffektiv Omstilling leveret anbefalinger om den danske energispareindsats.
Overtager fra Anders Stouge
Peter Trillingsgaard overtager hvervet som formand fra Anders Stouge, der aftræder i forbindelse med jobskifte. Den nye formand og medlemmerne af rådet ser ind i en periode, hvor implementeringen af EU-direktiver og fremme af energieffektivitet vil være i fokus.
- Energieffektivitet er en af søjlerne i den grønne omstilling af Europa, og her er Rådet for Energieffektiv Omstilling en vigtig spiller at have med på holdet. Jeg vil gerne byde velkommen til den nye formand, som sammen med resten af rådet går nogle spændende og energieffektive år i møde,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse.
Peter Trillingsgard er enig, for energi skal bruges klogt, siger han. Særligt i en tid, hvor den grønne omstilling er en topprioritet, og hvor Danmarks forsyningssikkerhed er under pres.
- Der er heldigvis masser af værktøjer at tage fat i. Vi kan omstille til bæredygtige energikilder. Vi kan udnytte overskudsvarme og -energi, så den ikke går til spilde. Og så kan vi styrke fleksibiliteten, så energien bruges når den er billigst og grønnest, skriver Peter Trillingsgaard videre på LinkedIn og peger på, at i Danmark er vi så heldige, at vores virksomheder er utroligt dygtige til at udvikle og producere produkter, der optimerer energiforbruget.
- Det er en styrkeposition, vi skal blive ved med at opbygge og styrke. Det betyder meget for mig og mange danske produktionsvirksomheder, siger formanden.
Peter Trillingsgaard sidder foreløbig frem til 31. december 2026.