23948sdkhjf

16 konkurssager med Nicolai Dyhr i spidsen genåbnes

Kammeradvokaten skal på vegne af Gældsstyrelsen gennemgå en række konkurssager med omstridt advokat

Gældsstyrelsen vil bruge millioner på at gennemgå konkurssager med advokat Nicolai Dyhr som kurator efter TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".

Det skriver TV 2, der har fået aktindsigt i en kendelse ved Sø- og Handelsretten.

Her fremgår det, at mindst 16 konkurssager med advokaten skal genåbnes. Derudover har styrelsen et ønske om at få genåbnet mindst ni flere ifølge mediets oplysninger. Det kan bringe det samlede antal op på mindst 25 sager.

Gældsstyrelsen oplyser til Ritzau, at den har screenet og gennemgået sager, hvor der er indgivet egenbegæringer af Nicolai Dyhr i perioden 2021 og frem.

- Gældsstyrelsen har ved gennemgangen af sagerne blandt andet set på, om der i bobehandlingen har været foretaget en vurdering af muligheden for konkurskarantæne, og hvor meget tid der er blevet brugt på selve bobehandlingen, oplyser styrelsen i en skriftlig kommentar.

Kammeradvokaten skal på vegne af Gældsstyrelsen genåbne sagerne, som Sø- og Handelsretten og andre skifteretter har godkendt til at blive genåbnet.

Den forhenværende Horten-advokat blev allerede i maj fjernet fra Gældsstyrelsens såkaldte advokatpanel.

Det er en liste over advokater, som får tildelt opgaven som kurator i konkursboer, hvor det offentlige har penge til gode.

Det skete, efter at han i dokumentaren på skjult kamera fortalte, at han som kurator for et konkursbo var villig til at lukke øjnene for økonomisk kriminalitet med det formål at forhindre kreditorer i at få hele eller dele af deres tilgodehavende.

Ifølge den anmodning, som Kammeradvokaten har sendt på vegne af Gældsstyrelsen, fremgår det, at styrelsen vil have indsat en ny kurator for at undersøge, "om bobehandlingen har været influeret af uvedkommende hensyn".

Det skriver TV 2, der yderligere tilføjer, at styrelsen ifølge retsdokumenter er villig til at bruge 50.000 kroner per konkursbo.

Konsekvenserne for advokaten efter dokumentaren har været mange. Han er blandt andet blevet fjernet som kurator i 58 konkursbo, og han er blevet fyret fra det store advokatfirma Horten, hvor han var partner.

Det er ifølge Horten sket som en direkte konsekvens af hans udtalelser i dokumentaren.

Dyhr har selv efterfølgende afvist, at han har gjort noget ulovligt. Han har også afvist, at han har hjulpet nogen med at omgå reglerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105