23948sdkhjf

Trecifret millionstøtte skal skabe hundreder af nye vindmøllejob

Med støtte fra regeringens grønne investeringsordning vil fire virksomheder investere mere end 4,2 mia. kr. i fem projekter inden for danskproducerede vindmøller og teknologi til power-to-X

Verden er forandret efter flere års krig i Europa, og den internationale udvikling har medført, at industripolitik er tilbage. Der er et globalt kapløb om produktionen af grønne teknologier og et øget fokus på forsyningssikkerhed.

Derfor lancerede regeringen i december sidste år den grønne investeringsordning, som skal forstærke de grønne styrkepositioner i Danmark i en forandret verden.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond har nu truffet beslutning om fordelingen af de afsatte midler, efter ordningen åbnede for ansøgninger i januar 2024. Der er i alt givet tilsagn om støtte til fem projekter, og der udmøntes i alt 634,1 mio. kr. i støtte, mens de samlede investeringer for de valgte projekter er på godt 4,2 mia. kr.

- Verden er forandret. Der er krig i Europa. Med store statsstøtteprogrammer trækkes grønne milliardinvesteringer til Kina og USA. Regeringen vil forsvare og forstærke danske styrkepositioner. Det gælder blandt andet vindproduktion og PTX-teknologi. I dag sikres støtte fra den grønne investeringsstøtteordning til fem projekter, der skabes cirka 800 nye job, og samlet investeres mere end 4,2 mia. kr. i nye arbejdspladser. Det er godt for Danmark og væksten i vores stærke grønne produktionsindustri, siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Midlerne går blandt andet til Siemens Gamesa, som vil investere i projekter i Aalborg og Esbjerg, og forventer at skabe cirka 500 nye job. Virksomheden Niebuhr Gears får støtte til et projekt i Ikast, som kan skabe cirka 30-40 job, virksomheden Advanced Surface Plating får støtte til faciliteter i Randers, som forventes at skabe cirka 80 job, mens det sidste projekt, Njord Assembly Lines, forventes at skabe cirka 175 job i region Syddanmark.

Ordningen er målrettet virksomheder, som ønsker at etablere produktionsfaciliteter inden for vindteknologi, teknologi til Power-to-X (elektrolyse) samt underleverandører til de to industrier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.51