23948sdkhjf

Plastindustrien: - Det er alvor

Brancheforeningen Plastindustrien bakker op om opråb: - Vi skal sikre den danske plastmageruddannelse

Brancheforeningen Plastindustrien bakker op, når Den Jyske Håndværkerskole i dag råber vagt i gevær: De danske plastvirksomheder er nødt til at uddanne ufaglært personale for at sikre plastmagernes fremtid i Danmark.

Med kun otte tilmeldte elever på næste uddannelsesstart på Den Jyske Håndværkerskole er situationen kritisk.

- Det er alvor. Virksomhederne er nødt til at være aktive. Tiden, hvor man blot kunne ringe til skolerne og sætte sit navn på en lærling, er forbi, siger seniorkonsulent Jo Dietrich fra Plastindustrien.

- Vi er fuldt ud klar over, at de unge ikke står i kø til uddannelsen. Det billede håber vi naturligvis at vende. Men vi ved også, at producenterne beskæftiger en del ufaglært arbejdskraft, som det vil være en fordel at uddanne. Måske er tiden ideel netop nu, hvor aktiviteten ikke er så høj i branchen. Hvis man vil sikre sig udlært arbejdskraft, foreligger der en reel mulighed lige her, siger Jo Dietrich.

Den Jyske Håndværkerskole forudser, at man må skære to årlige optag ned til et, hvis ikke situationen ændrer sig. Hvad tænker du om det?

- Det er bekymrende. Det er tidligere i historien set, at uddannelser har haft vanskeligt ved at tiltrække nye elever - og er lukket. Vi har for eksempel set PUR-uddannelsen på AMU Syd lukke ned for nogle år siden, men det har ikke ændret behovet for PUR-specialister. Derfor kører uddannelsen nu videre i virksomhedsregi, men det kræver en del ressourcer for de involverede virksomheder. Lige pt. ser vi også plastmageruddannelsen under pres i forhold til hærdeplast-specialet, der har svært ved at tiltrække elever. Vi skulle helst ikke derhen med plastmageruddannelsen, siger Jo Dietrich, der "kraftigt vil opfordre de danske plastvirksomheder til at være aktive."

En måde at være aktive på er at lægge lærepladsopslag på lærepladsen.dk.

Imens gør Plastindustrien og Det Faglige Udvalg under Industriens Uddannelser en stor indsats for at tiltrække flere unge til branchen. Der er afsat nye midler til rekrutteringskampagner og på DM i Skills er plastmageruddannelsen igen demonstrationsfag sammen med værktøjsmageruddannelsen, når DM i Skills løber af stablen til april i Roskilde.

Læs mere om plastmageruddannelsen, både for unge og for voksenlærlinge, og få hjælp til at rekruttere lærlinge på blivplastmager.dk

Artiklen er en del af temaet Uddannelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067