Plastvirksomhed vinder international pris
650.000 kg.
Så meget plastaffald er blevet til paller, som Nortech Solutions siden 2020 har sendt over Øresundsbroen og ud til den svenske detailhandel. Over 2.000 paller hver måned.
Sammen med den tjekkiske virksomhed Stabilplastik, har Nortech Solutions har skabt paller af 100 procent genanvendt plastaffald som alternativ til den traditionelle europalle i træ. Og det har virksomheden vundet den anerkendte ”Enterprise Europe Network Award” for.
I 2020 indgik Nortech Solutions et samarbejde med Svenska Retursystem, der leverer cirkulære løsninger til distribution af fødevarer til den svenske dagligvarehandel. Nortech Solutions’ paller bruges især til transport af øl og spiritus fra bryggerier til Systembolaget.
Pallerne består udelukkende af affaldsplast, hvoraf 30 procent af affaldet stammer fra bryggerierne, og resten er indsamlet i danske og europæiske kommuner. Det er cirkulær økonomi, når det er bedst, mener administrerende direktør for Nortech Solutions, Jeppe Mølvadgaard:
- Vores paller er lavet af 100 procent affaldsplast. Og det er et af de mest bæredygtige og cirkulære produkter, der nogensinde er produceret til Svenska Retursystem, som også har været med til at designe vores produkt. Pallerne kan genbruges igen og igen, og slider dermed ikke miljøet op. Desuden har bryggeribranchen nogle af de højeste kvalitetskrav, vi ser inden for industriel logistik, og det er vi stolte af at kunne leve op til. Og produktet rummer et kæmpe grønt og forretningsmæssigt potentiale, som vi arbejder på at realisere, siger han.
Skal inspirere andre EU-lande
Nortech Solutions er den eneste virksomhed i Europa, som laver genbrugspaller i affaldsplast. Og når pallerne er nået til Sverige, fungerer systemet således, at bryggerierne lejer pallerne hos Svenska Retursystem, hvorefter pallerne fyldes med drikkevarer og cirkulerer mellem bryggerierne, Svenska Retursystem og Systembolaget.
Projektet, der tidligere har fået anerkendelse fra EU-kommissær for miljø, Virginijus Sinkevicius, og den svenske miljøminister, Romina Pourmokhta, har nu vundet den EU-baserede erhvervspris “Enterprise Europe Network Award” i kategorien “inspirerende kunderejse”.
Prisen gives til små og mellemstore virksomheder, der har markeret sig inden for blandt andet bæredygtig innovation på det indre marked. I år fandt prisoverrækkelsen sted i Bilbao i Spanien.
Jeppe Mølvadgaard oplever stor europæisk interesse for pallerne, fortæller han:
- Vi ser stigende fokus på bæredygtighed blandt europæiske og danske virksomheder. Mange virksomheder og potentielle partnere er interesserede i vores produkt, især på grund af samspillet mellem forretning og bæredygtighed. I dag sender vi 2.000 paller til Sverige hver måned, men potentialet er meget større, siger han.
- Det er en stor ære at modtage denne anerkendelse for vores arbejde med innovative løsninger. Forhåbentlig kan vi inspirere andre virksomheder til at tænke kreativt i den grønne omstilling, og så skal Enterprise Europe Network bare fortsætte det gode arbejde med at hjælpe virksomheder til at arbejde grønnere og smartere, for så er der håb for Europas grønne omstilling, lyder det fra Jeppe Mølvadgaard.