Ny hvidbog kaster lys over EPS
Gitte Haar, Center for Cirkulær Økonomi står bag en ny hvidbog om EPS sammen med EPS-branchens projektchef, Chresten Heide-Anderson.
Hvidbogen lanceres i Plastindustriens Plastic Pavilion på Gammel Strand onsdag den 5. juli kl. 14-15 ved en event, hvor man kan møde forfatterne og netværke med andre fagfolk, der har interesse for EPS.
Hvidbogen skal bidrage til mere oplysning i arbejdet mod en cirkulær økonomi for EPS.
- Valg, fravalg og tilvalg af emballagematerialer er i høj grad baseret på myter og følelser frem for fakta, siger Gitte Haar, som desuden er forfatter af en bogserie om den grønne omstilling for virksomheder og en hvidbog om emballage.
- I EPS-branchen ved vi, at EPS er nemt at genanvende og bliver det i udpræget grad. Vi ved også, at der blandt nogle virksomheder, NGO’er og beslutningstagere er en opfattelse af det modsatte. Derfor bad vi Gitte om at være med til at udarbejde en hvidbog om EPS i den cirkulære økonomi, fortæller Chresten Heide-Anderson.
Nuanceret og neutral hvidbog
Der er tale om en nuanceret bog, siger forfatterne.
- Selvom jeg naturligvis kendte til EPS, inden jeg begyndte på bogen, så har jeg også lært en masse nyt. Og jeg håber, at vi med bogen kan bidrage til inspiration og nye løsninger inden for den grønne omstilling, siger Gitte Haar, og fortsætter.
Selvom jeg naturligvis kendte til EPS, inden jeg begyndte på bogen, så har jeg også lært en masse nyt. Gitte Haar
- Under udarbejdelsen af bogen har vi haft nogle gode og konstruktive dialoger om EPS, men også mere principielle diskussioner om valg og tilvalg af materialer. Det er for eksempel vigtigt ikke kun at kigge på en livscyklus, når vi skal se på materialers miljøpåvirkning. Jeg tror derfor, at mange som ikke lige arbejder med EPS, vil finde pointer i bogen ganske interessante, siger Gitte Haar.
Valg af materialer er komplekst, og den kompleksitet kan foranledige forsimplede materialevalg. Det er dén tankegang, der skal baseres på fakta og ikke følelser. Det skal hvidbogen hjælpe til, forklarer Chresten Heide-Anderson.
- Hvis vi ønsker en reel bæredygtig omstilling til en cirkulær økonomi, skal disse valg træffes på baggrund af fakta, viden og miljøvurderinger, som også tager højde for genanvendelse af genanvendte materialer. Når valg træffes på baggrund af databaserede analyser, så ændres fra- og tilvalg måske, mener han.
I EPS-branchen oplever man, at Ekspanderet Polystyren (EPS, også kendt som Flamingo) i stigende grad anvendes til emballage på grund af materialets gode beskyttende og isolerende egenskaber.
Hvidbogen giver en indføring i EPS i en cirkulær økonomi, med fokus på eksisterende og ny lovgivning for emballage, som engangsplastdirektivet og det udvidede producentansvar for emballage (EPR). Principperne for en cirkulær økonomi og EPS sammenlignes med de forskellige materialetyper som også bruges til emballage. Hvidbogen er en uvildig vejledning i at forstå EPS som materialevalg og hvordan det indgår i en cirkulær økonomi baseret på genbrug og genanvendelse.
Hvidbogen indeholder beskrivelse af begreberne i en cirkulær økonomi, og materialerne igennem en cirkulær økonomi er illustreret med billeder og med værdikæde-skitser. Hvidbogen kommer også med anbefalinger til omstillingen af EPS til en cirkulær økonomi.
Bogen kan købes hos Center for Cirkulær Økonomi efter lanceringsdagen. Man kan tilmelde sig eventen her.
EPS
EPS er en forkortelse af ekspanderet polystyren.
Materialet består af 98 procent luft og to procent polystyren.
EPS kendes også under handelsnavne som Flamingo, Styrolit, Jackopor, Styrpor og Sundolitt – eller under den europæiske fællesbetegnelse 'Airpop – engineered air'.
Kilde: Plast.dk