Plastindustrien samlede den nyeste bioplastviden til en velbesøgt konference i København
Godt 150 gæster fra hele bioplastværdikæden var med, da Plastindustrien bød velkommen til Nordic Bioplastic Conference 2023 i Industriens Hus den 13. april.
En bred samling danske og europæiske deltagere fra industrien, erhvervslivet, interesseorganisationer og ministerier var mødt op for at blive opdateret på biomaterialernes mulighederne og begrænsninger.
Dagens talere, som talte råvareleverandører, plastproducenter, myndigheder og organisationer, opdaterede deltagerne om udviklingen på området. Ud over cases fra industrien og markeds- og anvendelsesoversigter, fik arrangementets besøgende input fra certificeringsorganer og myndigheder.
Det er fjerde gang, foreningen er vært for konferencen, og interessen for materialetyperne er stadig stor.
Bioplast og bæredygtighed
Materialevalg, genanvendelse og bortskaffelse af produkter er nøglefaktorer, når man planlægger bæredygtighed. I den sammenhæng er biobaserede plastmaterialer i stigende grad et alternativ til plast fremstillet af fossile råvarer – og derfor noget, man som produktudvikler eller producent bør forholde sig til, fortæller Plastindustriens seniorkonsulent Rasmus Grusgaard, som er tovholder på konferencen:
- Biobaserede og bionedbrydelige plasttyper er en væsentlig del af fremtidens plastindustri. Derfor har vi nu for fjerde gang valgt at samle den nyeste viden om udfordringerne og mulighederne ved de forskellige materialer. Udviklingen går stærkt, og vi vil gerne være garant for at samle og dele opdateret viden om emnet og fremvise industriens materialenyheder, som kommer til at præge udviklingen i de kommende år.
Konferencens program var udformet med omkring to temaer: ’Masebalance’ og ’Bionedbrydelighed’.
Hvordan skal man forholde sig til bionedbrydelighed – hvor giver det mening, og hvor er det no-go? Hvordan er massebalance-princippet en måde at lave de velkendte plasttyper med fornybar råvare på? Hvad sker der på råvaremarkedet for biobaseret plast, og hvilke nye bioplasttyper introduceres?
Det er nogle af de hovedspørgsmål, som dagens indlæg var med til at besvare.
Konferencen blev afholdt i samarbejde med IDA Polymer, Teknologisk Institut og Nordisk Bioplastförening.
(Artiklen er oprindeligt bragt 28. april 2023 i Magasinet Plastforum i et samarbejde med Plastindustrien.)