Her er de nominerede til Plastprisen 2023: Hvem skal vinde?
Siden 1987 har Plastindustrien hvert år uddelt Plastprisen til en person eller en virksomhed, der har leveret en ekstraordinær eller anerkendelsesværdig præstation i den danske plastbranche. Årets modtager bliver nummer 36 i rækken. Foruden æren og anerkendelse fra branchen modtager vinderen af Plastprisen 2023 en statuette af kunstneren Markan Christensen og en check på 50.000 kroner. Traditionen tro bliver Plastprisen uddelt på brancheforeningens årsdag Plastdagen, som afholdes den 25. maj 2023 i Industriens Hus i København.
For tredje år i træk har Plastindustrien inviteret en ekstern jury til at udpege de nominerede. I år består juryen af Sine Beuse Fauerby, politisk chefkonsulent i IDA, Linea Søgaard-Lidell, medlem af Folketinget for Venstre og Peter Trillingsgaard, direktør i DI Produktion. Peter Trillingsgaard har desuden en fortid i LEGO og Grundfos.
Medlemmerne stemmer om vinderen
Ligesom tidligere år har Plastindustrien modtaget mange forskellige indstillinger fra hele branchen. Der er blevet indstillet både større og mindre virksomheder, uddannelsesrepræsentanter og eksterne initiativer. Plastprisens jury har gennemgået samtlige indstillinger og på den baggrund udpeget i alt fem nominerede, der kæmper om Plastprisen 2023. Frem mod Plastdagen den 25. maj er det op til Plastindustriens medlemmer at stemme om vinderen. Hver medlemsvirksomhed har én stemme. Jurymedlemmerne afgiver også deres stemme på de nominerede. I tilfælde af stemmelighed er det juryen, der træffer den endelige afgørelse.
De nominerede til Plastprisen 2023 er CETEC, Guido Tosello, RC Plast, Dantoy og Aarhus Kommune.
Adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup, glæder sig over, at der igen i år er et bredt og kvalificeret felt, der kan vinde prisen.
- Det er altid fascinerende at læse de mange indstillinger til Plastprisen, for de fortæller om nogle af de mange innovative tiltag, der findes rundt om i vores branche. I år har vi et særligt stærkt felt, hvor alle fem nominerede i min øjne er kvalificerede til at vinde Plastprisen. Så jeg ser med spænding frem til Plastdagen den 25. maj, hvor den endelige vinder offentliggøres.
De nominerede er:
CETEC
CETEC (Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites) er et projektsamarbejde mellem Aarhus Universitet, Vestas, Olin og Teknologisk Institut. CETEC har udviklet en metode til genanvendelse af vindmøllevinger. I metoden adskilles eksisterede vindmøllevinger og epoxy-resinen udvindes fra kompositmaterialet. Efterfølgende kan resinen dekonstrueres og de kemiske ”byggeklodser” kan genudvindes og anvendes til produktion af ny epoxy i produktionen af nye vindmøllevinger. Forventningen er, at teknologien også kan bruges til at skabe øget cirkularitet i en lang række andre forbrugerprodukter.
Guido Tosello
GuidoTosello er lektor og studieleder på Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi på DTU. Guido Tosello har i mange år arbejdet tæt sammen med Plastindustrien for at udvikle relevante uddannelsesforløb om plast for ingeniørstuderende på DTU. I sin tid på DTU har Guido Tosello undervist mere end 2. 500 studerende i sprøjtestøbning og plastbearbejdning, vejledt 74 specialestuderende og 24 PhD-studerende. Senest har han oprettet faget ’Digital Manufacturing’, hvor han underviser 50-60 studerende årligt i et forløb om sprøjtestøbning og dataanalyse. Han arbejder for tiden også på at udvikle et Master-forløb om plastmaterialer og produktionsteknik.
RC Plast
RC Plast er en danskejet virksomhed, som i mere end 40 år har arbejdet med genanvendelse af plastspild –primært fra industrien. Virksomheden modtager plastspild fra danske og europæiske industrivirksomheder, som den via en mekanisk proces laver om til nye plastgranulater. For nyligt har RC Plast i samarbejde med Force Technology udviklet et værktøj, der kan beregne, hvor meget CO2 kunderne sparer ved at købe genanvendt plast fra RC Plast, i stedet for at købe ny plast fra traditionelle leverandører.
Dantoy
Dantoy er en af Nordens største producenter af plastlegetøj og har udviklet og produceret legetøj i plast i mere end 50 år. Dantoy sælger i dag til mere end 50 lande og var de første i verden, der fik Svanemærket i legetøjsbranchen. Dantoys salg af ikke fossile varer udgør i dag 46 procent af deres forretning, og målet er at have nul procent fossile materialer i 2030. Virksomheden har de senere år introduceret flere produktlinjer med fokus på genanvendelse, blandt andet Blue Marine Toys, lavet af materialer fra den maritime industri samt GreenBean, der er legetøj fremstillet af restplast fra Dantoys egen produktion.
Aarhus Kommunes plaststrategi
Aarhus Kommune har som led i sin plaststrategi lavet en vejledning i brug og indkøb af plast. Vejledningen er lavet i samarbejde med Plastindustrien og henvender sig til alle aktører, der efterspørger produkter, som indeholder plast, uanset om det er en privat eller offentlig ordregiver. Også producenter og leverandører kan finde nyttig viden i vejledningen. Vejledningen giver gode råd til, hvordan produkter bedst sammensættes, så de efter brug nemt kan skilles ad og indgå i et cirkulært loop og blive til nye ressourcer.