Energikrise og konkrete løsninger: Her er Plastdagen 2023
Plastdagen 2023 afholdes torsdag den 25. maj, og det bliver som sædvanligt årets største begivenhed hos brancheforeningen Plastindustrien.
I år er temaet "energi og klima", et tema, der tegnes i kølvandet på det seneste års energikrise og de enorme mængder økonomiske ressourcer, plastbranchen har brugt på blandt andet strøm og gas i produktionerne. Men kan man måske også skimte muligheder i en energikrisetid?
I hvert fald er det energikrisen og konkrete løsninger på fremtidens energiudfordringer, der fokuseres mest på i programmet for Plastdagen, der afholdes som vanligt i Industriens Hus.
"Vi løfter sløret for nogle af fremtidens energiformer og debatterer hvordan industrien kan ruste sig til en energieffektiv fremtid," lyder det i invitationen fra Plastindustrien, der i disse dage rammer foreningens medlemmer.
Det foreløbige program begynder med generalforsamling kl. 12.30, der er forbeholdt Plastindustriens medlemmer.
Kl. 13.30 byder Plastindustriens adm.direktør Thomas Drustrup velkommen.
Herefter styrer journalist Gertrud Højlund Thisted deltagerne gennem Plastdagen.
Dagens program er hverken endeligt eller tidsmæssigt fastlagt, men her er, hvad vi véd:
- Energistyrelsen holder oplæg om 'Fremtidens energi. Power-to-X i plastproduktion?'
- KissCSR deltager med oplægget 'Kunsten at finde et kommercielt ståsted på den grønne dagsorden. Hvad er de typiske årsager til en fejlslagen grøn omstilling?'
- Desuden kommer oplæg fra Letbek og Uni-Technology: 'Outercore er en CO2-optimeret vinduesfals lavet af 100 % genanvendt plast, designet til genbrug'. (Letbek) og 'Sådan blev vi en Klimaklar Produktionsvirksomhed.' (Uni-Technology).
I plastdebatten behandles emnet 'Hvordan bliver plastbranchen en del af klimaløsningen?'. Panelet består foreløbig af Linea Søgaard-Lidell, energi- klima- og forsyningsordfører, Venstre og Jasper Steinhausen, virksomhedsrådgiver.
Dagen afsluttes med den traditionelle uddeling af Plastprisen 2023. Man kan stadig nå at indstille nominerede. Der er frist 24. marts.
Kl. 18.45 er der middag for medlemmer på 7. sal. Se løbende opdateret program på plast.dk, hvor også tilmelding skal ske.