23948sdkhjf
Del siden
Annonce

5 gode råd til dig, der skal lede medarbejdere

Måske tænker du, at din opgave som leder er at sætte rammer for medarbejderne og sikre, at alle kender de mål, som du sammen med dit team skal opnå, og som du måske også bliver målt på. Det er også en vigtig ledelsesopgave. Måske den vigtigste. Men det er ikke nok at tænke ledelse ”nedad”, når du skal udføre din ledelsesgerning. Du har brug for at lede i mange andre retninger for at skabe de forudsætninger, som skal være til stede for, at dine medarbejdere kan løse deres opgaver, og I kan opnå resultater sammen.

Anne Birgittes 5 gode råd

Råd nr. 1: Led indad!

En forudsætning for, at du kan lede andre, er, at du kan lede dig selv. Du skal lære dig selv at kende og være bevidst om, hvordan du virker på andre. Kender du f.eks. dine personlige værdier?

Uanset om du kender dem eller ej, så påvirker de det, du gør, og det du siger. Så det styrker dig som leder, at du er afklaret omkring, hvem du er, hvad du gør, og hvordan du gør det. For når du kender dig selv og f.eks. ved, hvordan du reagerer under pres, så ved du også, hvordan du kan tilpasse din gøren og laden til de pressede situationer, du kommer dig i. Jo mere bevidst du er om dig selv og de signaler, du sender til omgivelserne, jo mere tryghed skaber du omkring din person. Som leder er du nemlig i fokus, og der lægges mærke til, hvad du gør, siger, udtrykker, ikke gør, foretrækker, anerkender, ikke bryder dig om osv.

Råd nr. 2: Led opad!

Din egen chef sætter rammerne for dig og din ledelsesopgave. Derfor er det vigtigt, at chefen kender de betingelser, som gør sig gældende i dit ansvarsområde. Chefen træffer beslutninger, som har betydning for din mulighed for succes, så du skal lede opad for at sikre, at chefen kender til den virkelighed, som du møder til daglig, og dermed bliver i stand til at træffe kvalificerede beslutninger.

Når du bruger tid og kræfter på din chef – inddrager, informerer, sparrer, afstemmer forventninger, involverer i beslutninger – så hjælper du dig selv. Jo bedre chefen er klædt på af dig, jo større er chancen for, at der træffes beslutninger højere oppe i hierarkiet, som er til gavn for dit ansvarsområde.

Råd nr. 3: Led fremad!

Hvis vi alle rider i fuld fart i alle retninger, ender vi med at blive stående på det samme sted. Når du leder fremad, leder du kræfterne i den samme retning. Du tænker langsigtet med fokus på virksomhedens bedste. Hvad er visionen? Og hvordan bidrager du til at virkeliggøre den?

Det gør du ikke alene, for alle lederne i dit område eller i din virksomhed skal hjælpes ad med at skabe denne bevægelse. Hvad er så din opgave? Det er at arbejde og skabe resultater sammen med andre ledere og ikke kun optimere dit eget område. At indtænke hele virksomhedens bedste, når du prioriterer og træffer beslutninger. At huske at fortælle om de langsigtede mål, selv om det er de kortsigtede, der fylder i hverdagen.

Råd nr. 4: Led udad!

I hverdagen sker der utrolig let det, at man glemmer, hvad der skaber værdig for kunderne, og i stedet kommer til at være optaget af, hvad der skaber værdig for en selv. Man taber kunderne lidt af syne. Men det, som du og dine medarbejdere producerer i dagligdagen, har en slutbruger et sted – en intern aftager eller en ekstern kunde. At lede udad kræver, at du går i dialog med kunderne, så du sikrer dig, at du leverer det, som de har brug for. Det kræver, at du og dine medarbejdere kender kundernes behov, og at I løbende udvikler jeres produkter og ydelser, så de matcher behovene. Samtidig skal du have holdninger til, hvad der udgør god kundehåndtering og arbejde for at skabe en kultur, der understøtte dette.

Råd nr. 5: Led nedad!

Så kom vi endelig frem til ledelse af medarbejderne i dit ansvarsområde. Det er selvfølgelig her langt det meste af din tid og dine kræfter skal bruges. Du skal skabe rammerne for, at medarbejderne kan udfolde deres virkelyst. Du skal sørge for, at de kender deres mål og dine forventninger, og at de har kompetencer til og er motiverede for at løse opgaverne. Du skal sikre et godt samarbejde og et sikkert og sundt arbejdsmiljø, og du skal arbejde for, at medarbejderne udvikler sig med opgaverne.

Medarbejderne skal have feedback på deres præstationer og resultater, og de skal samles op, når de mistrives eller udfordres af opgaver eller relationer. Du skal instruere, coache, støtte og delegere, og du skal interessere dig for, hvad den enkelte har brug for, for at de lykkes. Du skal lede medarbejderne igennem forandringer, håndtere konflikter og tage vanskelige samtaler, og du skal udvikle, ansætte og afskedige.

Ledelse går i fem retninger. Og det starter med, at du leder indad. Så har du de bedste forudsætninger for også at have succes nedad, opad, fremad og udad.

Modtag nyeder om kurser, uddannelser og netværk inden for ledelse direkte i din indbakke

Om  Anne Birgitte

Anne Birgitte Lindholm er seniorchefkonsulent hos Dansk Industri og underviser bl.a. på uddannelserne Ny i lederjobbet - hvad nu og DI's lederuddannelse

DI - Ledelse og Virksomhedsudvikling
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK16077593

Kontaktperson

LR
Louise Rico
llmi@di.dk

Send til en kollega

0.048